Min hjemmefødsel

På en dejlig sommeragtig maj dag blev min tredje søn født hjemme på vores gæsteværelse. 

Da jeg var gravid med min anden søn, havde jeg planlagt en hjemmefødsel, men det endte med at vi valgte om, fordi han meldte sin ankomst, før vi var klar rent lavpraktisk. 

Fødselsforløbet med min anden søn forstærkede kun mit ønske om at føde hjemme, så da jeg blev gravid igen, var jeg hurtig sikker på hvor jeg ønskede at føde. For mig var det dig vigtigt at min mand også kunne være tryg under fødslen, derfor var det vigtigt for mig at det var en beslutning vi begge kunne bakke op om. Jeg vidste at jeg ville få brug for hans rolige og trygge nærvær for selv at kunne være tryg nok til at føde. Det blev aldrig hans ønske, at det skulle foregå hjemme, men han bakkede mig op i at det var mit ønske, og det var fint for mig.

Mine grunde til at ville føde hjemme 

Jeg har født to børn på Aarhus Universitetshospital (AUH), begge midt i sommertravlheden. Begge forløb var ukomplicerede set fra et medicinsk perspektiv. 

Under, og særligt lige efter min første fødsel, oplevede jeg at der kom mange mennesker ind på stuen, uden nogen reel god grund; nogen kunne lige hjælpe så vores forløb kunne blive effektiviseret lidt og andre skulle bare hente noget. Alle var søde og sagde tillykke. I øjeblikket tænkte jeg ikke over det; jeg var total opslugt af min lille baby, men efterfølgende kom det til at fylde noget for mig. Efterfølgende ville jeg ønske, at stemningen havde været mere rolig. Efter fødslen fik jeg lagt et drop med noget i, og jeg ved stadig ikke hvad der var i det drop eller hvorfor jeg skulle have det. Jeg tror at jeg blev informeret omkring det, jeg kan bare ikke huske det. Igen var det ikke noget der betød noget i øjeblikket, men efterfølgende har jeg tænkt over det. 

Jeg havde en god fødselsoplevelse, rigtig god endda. Jeg ville bare gerne have en endnu bedre næste gang, i mere rolige omgivelser og med en stærkere følelse af autonomi - altså uden unødvendige forstyrrelser og uden unødige interventioner. 

Long story short: Jeg bliver gravid igen og bliver sikker på at jeg gerne vil føde hjemme. Og min mand kommer ombord på ideen. 36+6 går vandet, altså én dag før terminsperioden starter. (Anbefalingen er kun at føde hjemme, hvis man føder inden for termin). Jeg snakker med jordemoderen, der siger at vi gerne må føde hjemme alligevel, når det er så tæt på terminsperioden. MEEN vi har ikke fået købt de ting vi er blevet anbefalet at have klar, såsom afdækning. Derfor vælger jeg at føde på AUH igen. 

Pressefasen ender med at være en rigtig dårlig oplevelse, hvor jeg slet ikke oplever at have kontrol. Det gør frygteligt ondt og mit hoved modarbejder min krop. 90% af tiden var fødslen en god oplevelse. 10% var den skrækkelig. Efterfølgende var det de sidste 10% der var definerede for min oplevelse af fødslen. Indtil jeg fik bearbejdet fødslen ordentligt. Nu tænker jeg, at rigtig meget var rigtig godt og rigtig lidt var rigtig dårligt. 

Med de tog fødsler i bagagen valgte jeg igen tredje gang at planlægge en hjemmefødsel. 

Jeg ønskede 

~ At have en større følelse af kontrol 

~ At have en rolig og tryg stemning 

~ At være i min krop fremfor mit hoved 

Selve fødslen 

Eftersom min nr. to blev født 36+6 var vi denne gang forberedt på, at fødslen kunne være tidligere end uge 40. Så fra uge 36+6 var jeg både praktisk og mentalt klar til at føde. Meget klar endda. Men dagene gik, og selvom jeg et par gange troede at fødslen var ved at gå i gang, skete der ikke rigtig noget. Hver morgen vågnede jeg og var lidt skuffet over, at fødslen heller ikke var gået i gang denne nat - de to andre fødsler startede nemlig om natten, så det forventede jeg selvfølgelig også denne ville gøre. 

40+0 var vi til et socialt arrangement, 40+1 var vi til fødselsdag et godt stykke hjemmefra. 40+2 var jeg træææt. Min mand havde planer om eftermiddagen, derfor tog jeg en lur efter frokost, så jeg var klar til at være alene med børnene. 

Jeg stod op og gik ud til de andre, og så gik vandet. Ikke vildt og voldsomt, men som en stille siven. Min mand aflyste sine planer, og vi ringede efter børnepasning. Det tog omkring halvanden time, før mine forældre kørte af sted med de to store. På dette tidspunkt havde jeg ikke fået veer endnu. 

Da huset var roligt ringede jeg og snakkede med fødeafdelingen. Vores jordemoder fra Kendt Jordemoder Ordningen kunne ikke komme, så de ville sende en anden af sted, når det blev relevant. Derefter ventede vi bare. Min mand fik handlet lidt og gjort det sidste klar, og jeg hørte musik og vuggede op ad min yogaboldt. 

Veerne startede og imens DRs pigekors stemmer strømmede ud af højtalerne tog veerne til i styrke og hyppighed. Vi fik ringet efter vores jordemoder. Det var rart, da hun kom, for der var veerne allerede meget kraftige. Og det var endnu mere rart, da hendes kuffert ankom til senere sammen med en studerende. Kort efter at kufferten var ankommet, begyndte jeg at få pressetrang. 

Denne gang havde jeg et ønske om ikke at føde liggende, derfor fik jeg anbragte yogabolden oppe i vores gæsteseng, så jeg kunne ligge ind over den og presse. Det fungerede rigtig godt indtil jordemoderen ville have mig til at ændre stilling, fordi de var bange for at barnets skuldre sad fast. Det gjorde de heldigvis ikke, og vores tredje barn blev født uden komplikationer inde på vores gæsteværelse, med mig halvt liggende på vores gamle, slidte gæsteseng. 

Det tog fire og en halv time fra vandet gik til han var født. Jordemoderen nåede kun at være ved os i fyrre minutter, inden han var født, den studerende i lidt kortere tid, alligevel var det hele vejen igennem en rolig oplevelse. Jeg gik ikke i panik men formåede at blive i min krop og lade den arbejde.

Efterfølgende var der bare ro, god tid og ingen stress. Vi havde tid til bare at anbringe os i sofaen med en dyne og slappe af; skrive til vores familie og få noget (meget) at spise. Det var så fin og tryg en oplevelse! 

Jeg fik mine fornævnte ønsker for fødsel opfyldt; Jeg oplevede at være i kontrol, stemningen var rolig og tryg hele vejen igennem og jeg var i min krop fremfor mit hoved. På et tidspunkt i løbet af graviditeten, lavede jeg et billede til mig selv med teksten “Ned i kroppen”. Jeg hang det op, så jeg kunne øve mig på det inden fødslen; øve mig på at trække vejret dybt, mærke min krop og slå tankerne lidt fra. Dette fungerede godt for mig. Jeg vidste godt fra tidligere erfaringer, at jeg kunne føde et barn. Jeg vidste dog også af erfaring, at jeg ikke kunne gøre det med hovedet men kun med kroppen.