En graviditet er en livsovergang
Da jeg blev mor første gang, havde jeg ingen idé om, hvor overvældende det ville være.
Jeg havde ikke forstået, at min verden ville ændre sig fuldstændigt.
Som jeg ser det, er en graviditet altid en livsovergang. For nogle er det en planlagt og ønske overgang, for andre kommer det som et chok, men ens for alle er, at deres liv ændrer sig nu.
Jeg er ret glad for hængebros metaforen, til at beskrive hvad der sker. Tiden før du bliver gravid er én normal tilstand og på et tidspunkt (nogle mener det tager to år efter barnet er født), vil du igen opleve at du har fundet dit fodfæste; du er godt etableret i din nye normal tilstand. Tiden der imellem kalder nogle for liminalfasen. Normal tilstanden er den faste jord, liminalfasen er turen over hængebroen - du skal gå fra en normal tilstand til en ny.
Jeg er glad for den metafor, fordi den forklarer hvorfor jeg oplevede det som om, at min verden gyngede. Jeg havde mistet mit faste fodfæste og var på en rejse over en hængebro, ind i en ny normal tilstand. Det er en vandring, der tager tid. Ikke noget der bare er overstået på et enkelt skridt.
For nogen vil turen over hængebroen føles let og sikker; broen er solid, de går sammen med andre, vejen er godt oplyst.
For andre vil turen være besværlig og frustrerende; broen gynger, der mangler måske nogle bræt, de går alene, det er mørkt.
Og for mange vil det varierer undervejs; der er gode og svære dage.
Det gav mig en større forståelse for hvad jeg oplevede som ny mor, da jeg forstod, at det jeg oplevede var EN KÆMPE STOR LIVSOVERGANG. Det gav mening, at jeg synes det var overvældende, for det er overvældende at blive mor (og far).
Hængebros metaforen passer på alle livsovergange, og den minder mig om, at det er okay at min verden ryster lidt lige nu. Det er en overgang og det bliver bedre. Når jeg står midt i en livsovergang (graviditet, nyt barn, flytning, nyt job ovs.) så har jeg brug for at prioritere mere energi til at navigere på broen og derfor må andre ting vige i den periode.
