Min oplevelse af skanninger i graviditeten

F.eks. ønsker DU at barnet bliver skannet, og hvilke informationer vil DU gerne have bagefter? 

Mange takker bare ja til skanninger, uden at overveje at det faktisk, som alt andet, er et tilbud. Du må gerne fravælge at dit barn bliver skannet. Vælger du skanningerne til, er det relevant at overveje, hvad du vil bruge den information til, som du får. Hvilke oplysninger har du brug for, hvis nyhederne ikke er gode. 

 

Her er et eksempel fra min første graviditet, hvor jeg ville ønske at jeg havde taget stilling på forhånd. 

 

Da jeg var gravid med vores første barn overvejede vi ikke hvorvidt vi skulle til 12- og 20 ugers skanning eller ej. Det var lige som bare noget man gjorde, en del af pakken. 

 

12. ugers skanningen gik fint - alt var godt, troede vi. 

 

Til 20. ugers skanningen opdager de en masse “markører”, tror jeg de kalder det. 

Babyens hjerne har for store huller. Der er kun en vene i navlesnoren. Næseryggen er for kort. Og en-to ting mere, som jeg ikke kan huske. 

Derudover får vi også at vide, at den risikovurdering der var lavet ved 12. ugers skanningen faktisk var dårlig - altså den vidste høj risiko for Downs syndrom. 

 

Det var et kæmpe chok! Vi gik ind til skanningen og forventede at alle ville være godt, vi havde ikke engang overvejet at vi kunne få dårlige nyheder. 

På det her tidspunkt er der ingen der har sagt, hvad de tror/frygter kan være galt. De taler bare om, at de kan se indikatorer på, at noget er galt.

 

Det var meget chokeret at gå fra lokalet og tage hjem med den nyhed.

 

Og meget ubrugbart fordi vi ikke rigtigt havde fået noget information om hvad de frygtede eller hvor stor sandsynligheden var. 

 

Jeg forestillede mig det værste! 

 

Vi fik en ekstra skanning ved en læge nogle dage senere (fire dage gik der vidst, henover en weekend - de længste fire dage i mit liv!) der vidste det sammen. Lægen kunne se de samme tegn på at noget var “galt”. 

 

Samtidig fik vi den melding at lægens vurdering var, at der var omkring 1% chance for at der var noget galt. 1%!!!

 

I flere dage havde vi gået og troet at noget var alvorligt galt med vores baby, og først til anden skanningen for vi at vide, at risikoen er på omkring 1%! 

 

Vi fravalgte at få taget en fostervandsprøve, fordi risikoen for at det ville provokere en abort var næsten ligeså stor, som risikoen for at der var noget galt. Vi takkede ja til en ekstra skanning i uge 30. 

 

Da vores søn blev født var alt fint og han var helt perfekt! 

 

Med vores to andre børn takkede vi ja til begge skanninger igen, efter meget overvejelse. Den usikkerhed som 20. ugers skanningen medførte påvirkede helt sikkert min første graviditet, og jeg ville hellere have været den skanningen foruden. Vi blev dog alligevel enige om, at vi gerne ville have skanningerne i mine to efterfølgende graviditeter. Og så aftalte vi på forhånd, hvad vi ville have svar på hvis informationerne ikke var gode. 

 

Jeg ville ønske at min mand og jeg under den første graviditet på forhånd havde snakket om, hvad vi ville gøre hvis alt ikke bare var gode nyheder og hyggeligt baby-kiggeri, og jeg ville ønske at vi havde fået mere information ved den første skanningen, så vi ikke havde været ligeså bekymrede. 

 

Min oplevelse er at skanninger kan være gode og give tryghed MEN at de også fjerner fokus på det moderne oplever og mærker, og i stedet giver fokus til det sundhedspersonalet kan måle og vurdere. 

Det sidste synes jeg er ærgerligt! 

 

Desuden skaber de ofte unødvendig frygt og bekymring. Nu får alle tilbudt skanninger. Engang var det kun til dem, hvor der var en øget risiko for at noget var galt. Det var måske bedre. 

For i langt de fleste tilfælde er alt jo godt! Så måske skulle vi stole mere på det og kun reagere ved bekymringer?